Stå fast - og flyt dig

Stå fast – og flyt dig

Stå fast - og flyt dig
Der er nogle forhold (trends i fremtidsforskerterminologi), som vi ikke kan ændre på. De kommer uanset hvad. De er såkaldte hårde trends. En af dem er forandring. Som buddhisterne siger, er den eneste konstant forandring. Men i dag og for altid fremover er det ikke blot denne “alting er foranderligt” form for forandring, der er tale om. Digitalisering, globalisering og eksponentiel teknologisk acceleration påvirker, at vi står over for en ny virkelighed. En ny virkelighed, som stiller helt nye krav til os som mennesker. Når op mod 50 procent af de jobfunktioner, vi har i dag, ikke vil være her om blot 15 år, er det klart, at vi er dømt til fornyelse. Udviklingstvang, kunne man også kalde det. Det gør Svend Brinkmann, mens han proklamerer for det modsatte.

Som så mange andre danskere har jeg læst Svend Brinkmanns bog Stå fast og følt mig både voldsomt ramt og provokeret, men også klogere og fyldt op med stof til eftertanke. Har Brinkmann også ramt dig midt i solar plexus, skal du fortsætte din læsning, for her byder jeg på endnu en granskning af vores allesammens selvudviklingsmani. Denne gang bliver det bare en noget mere positiv og (fremtid)realistisk en af slagsen. Og den starter med en introduktion til fremtidsforskerens skarpeste værktøj: At lytte højere til sin irritation.

Kunsten at lytte højere til sin irritation

Spiritualitet er min megatrend. Det vil sige, at det er en trend, jeg har valgt, tror på og vil gøre mit for at skabe, uanset hvad der måtte komme af overraskelser i fremtiden. Spiritualitet som ordet forstås og anvendes i dag er efter min opfattelse tæt forbundet med selvudvikling, da det man blandt andet tror på, når man er spirituel, er sig selv (4. trosudsagn). Med sit budskab om at stå fast fremlægger Svend Brinkmann en antitese til selvudvikling og anfægter altså hermed også min tese om, at fremtiden er spirituel. Det betyder i fremtidsforskerterminologi, at Stå fast er min anti-trend (en trend, der udfordrer din megatrend qua dens kontraforhold), og at Svend Brinkmann er min anti-person (en person, der provokerer, frustrerer eller ophidser dig qua sine meninger, som ofte er i modstrid med dine). Altså “et irriterende røvhul” på godt dansk. 

Noget af det vigtigste som fremtidsforsker – og som menneske anno 2016 – er at lytte højere til sin irritation. For der er næsten altid et underliggende og vigtigt budskab gemt i irritationen. Og ens opgave er at høre det og trække guldkornene ud. Med andre ord at bruge sin irritation konstruktivt og med ydmyg taknemmelighed – i modsætning til default’en: At blive sur, oprevet, måske endda arrig, for så at slå irritationen ned og fortsætte som man plejer. I Future Navigator har vi sågar en model for konstruktiv forvaltning af irritation.

Brug din irritation

Tak!

Så TAK, Svend Brinkmann. Tak for at du er så irriterende. Tak for at du udfordrer mine antagelser og vanemønstre. Tak for at du forstyrrer lyden af min egen stemme i mit selvforstærkende ekkokammer. Tak for at du gør mig klogere og tvinger mig til at forholde mig kritisk til min megatrend.

Jeg vil dog stadig stå fast på, at fremtiden er spirituel. Desuden er jeg ikke enig i, at det er hverken ønskeligt eller realistisk at gå så kontra, som Brinkmann anbefaler. Jeg mener nemlig ikke, at fremtiden er enten/eller, men både/og. Det vil jeg forklare i de næste afsnit og således synliggøre, at Brinkmanns modbillede er mindst lige så grotesk og problematisk som det, det abonnerer imod (hvilket Brinkmann i øvrigt selv pointerer).

Fremtiden kræver både fødder og rødder

I dag er stress en folkesygdom, som nok ikke er uden påvirkning af vores selvudviklingskultur. Men her gør vi oprør. Jeg ser en stærk bevægelse, hvor mennesker stopper op og reflekterer over forholdet mellem det at gøre og det at være.

Jeg mener, at man godt kan både udvikle sig og stå fast. Der behøver ikke være et modsætningsforhold. Her er “mine principper” helt centrale. “Mine principper” er ens kerneværdier samt ens vilkår. Kerneværdier er værdier, som du gerne vil leve efter, forbinde dig til og udvikle, mens vilkår er egenskaber eller værdier, som er særligt sigende for dig – ikke fordi du har valgt dem, men fordi de har valgt dig. Vilkår kan fx være fornuftig, doven, omhyggelig, skeptisk eller intrigant. Vilkår bør du derfor være accepterende over for, for de er dig. Skulle det forholde sig sådan, at der er nogle af dem, som du virkelig ikke kan lide eller som hindrer dig, synes jeg dog, at du bør gøre en indsats for at ændre dem – og altså ikke bare affinde dig med dem. Lader du dem bare “stå til”, vil du med stor sandsynlighed skulle leve med en kronisk kognitiv dissonans, og det er ikke særlig befordrende.

Man kan altså godt både arbejde med at “finde sig selv” og affinde sig med sig selv. Det vil sige at udvikle sig, men samtidig være accepterende over for sig selv og sine begrænsniger. Jeg vil mene, at det kræver, at man kender sig selv, før man kan affinde sig med sig selv. Man kan naturligvis godt bare affinde sig med sig selv, som man er – når man er hvad? 18 år? Brinkmann skriver, at børn og unge godt må udvikle sig, men ikke voksne; de skal stå fast. Jeg ved ikke, hvornår man bliver voksen i dag, og jeg synes også, at det er uinteressant i denne sammenhæng, for jeg er lodret uenig i, at man ikke skal udvikle sig, når man er voksen.

‘Gud, give mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen’
– Frans af Assisi

Stå fast – og bliv fremtidens taber

Som samfundet er skruet sammen i dag, bliver man “tabt”, hvis man ikke gider lære nyt og forholde sig til udviklingen. Som Brinkmann selv formulerer det, er vores kultur i dag accelererende. Det indebærer, at hvis man handler efter Brinkmanns råd, bliver man fremtidens taber. Man kan meget vel være uenig i, at højt tempo, konstant forandring, hyppig ny teknologi, m.m. udelukkende er positivt, men ikke desto mindre er det sådan, det er og i stigende grad bliver. Accelerationen, altså tempoet hvormed nye forhold og fænomener opstår, bliver kun vildere – meget vildereFølger man ikke med, blandt andet ved at være fremtidsorienterede, udvikle sig, omstille sig og tage sig godt af sig selv, bliver man hægtet af og måske endda kørt over.

Flyt dig! Eller fremtiden kommer efter dig!

Så det er altså ikke kun for ens egen (“selvrealiserende”) skyld, at man skal udvikle sig. Det er også for ens arbejdsgivers skyld (som ja, muligvis er en selv) og hermed for samfundets skyld. Jeg vil gå så langt som at sige, at man har pligt til at udvikle sig. At udvikle sig er at tage ansvar for sig selv og sine forpligtigelser – som i stigende grad er ens netværk og ikke en arbejdsplads. I dag er lønmodtagerkulturen på retur og de jobs, hvor man kan lave det samme fra 9-17 år efter år, er forsvindende. Freelance og projektbaserede arbejde er the new normal, og på dette nye arbejdsmarked forventes det, at du kontinuerligt udvikler på din faglighed, så den er ajour med udviklingen. “Stay hot“ er fremtidens mantra.

Når jeg bruger ordet pligt, er det fordi, Brinkmann gentagende siger, at menneskets væsentligeste opgave er at gøre sin pligt. Igen er det meget muligt, at man er er den holdning, men ikke desto mindre er den ikke særlig tidssvarende. Vi lever som sagt i en tid med selvrealisering, selvbestemmelse og følelser i centrum, hvorfor ordet pligt ikke tænder os. “Ting skal gøres af lyst, ikke af pligt “, lyder et andet mantra i dag. Vi opererer fra toppen af Maslows behovspyramide, hvor udgangspunktet for tilværelsen er noget meget andet og større end at gøre sin pligt. Hvis pligt refererer til at passe sit arbejde, er det desuden et væsentlig forhold, at det langt fra bliver alle, der i fremtiden bliver så “priviligerede” at have et arbejde, i hvert fald ikke i den nuværende model, hvor en arbejdsuge tæller 37-80 timer. 

Nu vil jeg se nærmere på dette forhold mellem individet og dets rolle (pligt) i fællesskabet, som det vil udfolde sig i fremtiden. 

Me-We

I dag er succes i livet at være lykkelig. At have det godt, være sund og rask, stifte familie, have et godt job, en balanceret hverdag, overskud til rejser, oplevelser og luksus. Dette succeskriterie er under forandring. I fremtiden ønsker vi stadig at være lykkelige, men lykke er ikke en indikator for succes. Nej, succes i livet – som også kan betegnes meningen eller formålet med livet – bliver:

ME: At realisere sig selv

Verdensanskuelsen er, at vi alle er unikke snefnug, begavet med unikke egenskaber og talenter. Vores opgave er at opdage og udvikle dem, så vi kan blive den bedste version af os selv og udleve vores fulde potentiale – også kaldet højere formål eller WHY.

Men det stopper ikke med MIG. Det er kun halvvejen til succes.

WE: At gøre en forskel

Dit højere formål skal passe ind i en større helhed. Det skal bidrage til fællesskabet, til samfundet, til planeten. Succes er at omsætte dine talenter til positiv påvirkning på verden. Sagt anderledes, er det, vi frygter allermest på fremtidens dødsleje, at vi ikke har gjort verden bare en lille smule bedre.

Vi køber ind på ordsproget: Man skal elske sig selv, før man kan elske andre. Men det er ikke nok kun at elske sig selv. Det er udgangspunktet, ikke endestationen. Endestationen er WE. At se sig selv som en del af helheden – omend det er det nære fællesskab eller altings forbundethed.

ME (jeg’et) er en størrelse, man selv står til ansvar for. Man tror på sig selv: At man kan så meget mere end som så (4. trosudsagn). “The sky is the limit” med det rette mindset og de rette teknikker. Det handler altså ikke om, at man skal elske sig selv før, at man kan elskes af andre. Man er født til kærlighed. Pointen er blot, at når du kender dig selv og hviler i dig selv, er du bedre rustet til at være noget for og med andre.

Sjælen trumfer

En anden fælles livsanskuelse i dag er, at vi anser hjertet som højere end hovedet. Hvornår har du for eksempel sidst sagt til en ven i en svær situation: Hvad fortæller din fornuft dig? Hvad ville være det mest pligtetiske at gøre? Præcis! Det er sådan cirka et halvt århundrede siden, at vi anså mennesket som grundlæggende rationelt: “Jeg tænker, derfor er jeg” er med årene blevet erstattet af “jeg føler, derfor er jeg” (godt suppleret af “jeg likes, derfor er jeg”). Antallet af delte nuttede hunde- og kattevideoer taler vist for sig selv!

Personligt mener jeg (tror jeg på), at vi mennesker har både sjæl og hjerte, og at det er vores fornemmeste opgave at lade dem guide os. Men det interessante er ikke, hvad jeg tror. Det interessante er, at det er det, flere og flere tror på. At det nu engang er sådan, fremtiden er. Også selvom Svend Brinkmann mener, at vi skal gå kontra og vende tilbage til de “gode, gamle dyder“. Når det er sagt – og som en god nyhed til dig som synes, at positiv psykologi er kvalmende – så bevæger vi os mod “at acceptere og påskønne” alle vores følelser, ikke kun de rare.

Det skyldes, at vi anser sjælen som det ypperste. Det rigtige at gøre er derfor (ikke længere) at gøre det, der gør dig glad (og lykkelig!), men det, der der forbinder dig med din sjæl og dit større formål. At lytte til sin sjæl og mærke det, der virkelig driver DIG, betyder også at gå ind i de følelser, der bringer ubehag, smerte og irritation (!!!).

I fremtiden tror vi på, at alt sker af en årsag (3. trosudsagn). Alt er som det skal være. Vi ser positivt og negativt som indbyrdes afhængige, og livet handler ikke om at undgå smerte, men om at favne livet, være i livet og (når man kan) udleve sit potentiale.

 ‘By trying to get rid of “negativity,” by trying to eradicate it, by putting it into a column labelled “bad,” we are throwing away our wisdom as well, because everything in us is creative energy—particularly our strong emotions. They are filled with life-force.’
Pema Chödrön

Jeg tror, det er ved at være tid til, at jeg lukker af og siger et sidste og på alle måder velmenende TAK til Svend Brinkmann. Tak for en opråbning til nationen. Tak for at være så pisseirriterende. Tak for at sætte os på pause, omend en kort en af slagsen, i en tid på speed i syvende overhalingsbane.


Er du stadig ikke helt kommet dig over den skepsis og tvivl over for selvudviklingsideologien, som Brinkmann har plantet i dig, så lyt til denne podcast, hvor jeg taler med Anders Thue Pedersen, hvis liv ikke ville være på Moder Jord i dag, hvis det ikke var for hans intense arbejde med sig selv.

Comments

comments