Cuddling

Min oplevelse med cuddling

Cuddling er en behandling af cirka en times varighed, hvor man bliver professionelt krammet, aet og nusset om. Cuddling adskiller sig fra andre behandlingsformer ved, at der ikke er et tiltænkt formål. Af denne grund kalder Stine, min cuddler, det heller ikke for en behandling, men en session.

Cuddling sessionen starter ved, at vi tager en snak om, hvorfor jeg er kommet og hvad mine tanker og forventninger er. Jeg har vundet sessionen og kommer mest af alt af nysgerrighed, så vi bruger den indledende samtale på, at Stine giver mig en introduktion til tankerne bag cuddling.

Stine forklarer, at der kan være forskellige grunde til at vælge en cuddling session, men igen understreger hun, at tanken ikke er, at man skal gå derfra med en “resultat-følelse”. Grundene kan være, at man gerne vil arbejde med sin evne til at omgås fysisk med andre. Nogle kan have berøringsangst, ofte særligt med mennesker de ikke har en seksuel relation til. Andre kommer bare for at få lov at modtage uden at skulle tænke på at skulle præstere eller give igen. 

Det centrale i cuddling er arbejdet med grænser

Inden sessionen, da jeg booker min tid, modtager jeg en pdf med cuddlingens etiske principper, som jeg skal læse og give samtykke til inden bookingen kan gå igennem. De etiske principper består blandt andet i, at der ikke er seksuel kontakt mellem gæst og cuddler, at vi er fuld påklædte, og at cuddler har ret til at afbryde sessionen, hvis en overskridelse af principperne sker.

Nå. Nu til selve sessionen.

Den foregår i et lille rum med en madras på gulvet. Vi starter med at stå overfor hinanden for at afprøve grænsefarverne, som sessionen er bygget op ud fra. De spænder fra hvid til sort, hvor hvid er ikke udfordret, lysegrå lidt udfordret, grå tilpas udfordret, mørkegrå bestemt udfordret og sort er når en grænse er blevet overtrådt, så der skal vi ikke ud.

Stine siger, at jeg skal sætte farve på, hvornår det er hvidt, lysegråt, gråt, mørkegråt eller sort i forhold til, hvor tæt hun er på mig. Jeg har det ret fint med nærkontakt, så jeg kommer ikke længere end den grå zone. Stine spørger, hvordan jeg ville have det, hvis hun havde stået bagved mig og nærmet sig mig uden, at jeg kunne se det. Det ville jeg nok have haft det ret mørkegråt med.

Nu er farvegrænserne afprøvet, og vi kan gå rigtigt i gang. Stine spørger, hvordan jeg foretrækker, at vi starter. Jeg vil gerne starte med at ligge ned på siden. Stine ligger bagved mig og starter med at stryge min arm blidt.

Min oplevelse og erkendelse er, at jeg nok er ret “large”, hvad angår berøring. På intet tidspunkt er jeg i den mørkegrå eller sorte zone. Så i stedet for at fokusere så meget på berøringsgrænser, fokuserer jeg på, hvad de forskellige former for berøring gør ved mig. Fx hvordan jeg oplever et blidt strøg på armen versus at bliver holdt om. Jeg bemærker, at når hun ligger bag mig, holder om mig, og når hun rør ved min mave, så mærker (føler) jeg mest. Jeg får en følelse af at være elsket. Naturligvis intet personligt i forhold til hende. Jeg føler mig tryg. Mens de blide strøg har lille effekt på mig.

Mine refleksioner om grænser efter sessionen

Personligt synes jeg, at fx body-sds og kranio-sakral terapi “kommer langt tættere på” end cuddling. Især body-sds går tæt på qua meget direkte fysisk berøring og meget personlige spørgsmål. Det “grænsepirrerende” ved cuddling er, at det ikke føles som en behandling, men et møde med et andet menneske (som giver dig omsorg via berøring). Den konstellation kan nok få nogen gøre, at det virker grænseoverskridende. Det synes jeg på ingen måde, at det var. Men det var anderledes. Det var en særlig oplevelse. En rigtig dejlig oplevelse.

Det er interessant at finde ud af, hvilke præferencer man har for berøring. Jeg er til det markante. Sådan har jeg det også med massage. Der skal tages fat, og det må godt gøre lidt ondt. Strøg på armen er da rart, men det siger mig ikke det store. For andre er det helt fantastisk og rigeligt. Det er ligesom med sport: Nogen kan ikke få det hårdt nok, hvor andre har det fint med let løb eller yoga (og her er jeg klart til det bløde). Det er individuelt, og Stine forklarer, at det er indkodet fra fødsel. Det er kodet i nervebanerne. 

Stine fortæller også, at vi ikke selv kan udskille oxytocin (det såkaldte kærlighedshormon). Det er aftrykkene ved berøring, der udløser oxytocin, og kun når de kommer fra en anden. Det er det, der er så fint og unikt ved det. Det sker i mødet med en anden. Det er “connection”, der er humlen. Man kan ikke bare røre sig selv. Man kan godt give sig selv en orgasme, men man kan ikke selv udskille oxytocin. Eller kan man? Man kan i dag få oxytocin på næsespray, og hvorfor skulle berøring fra en robot ikke kunne udløse de samme stoffer?

Det er jeg sikker på, vi bliver meget klogere på i den ikke så fjerne fremtid.

Happy touching så længe! Og glem ikke at prøve det selv: Book din cuddling session her >>

Comments

comments